torsdag den 6. august 2009




Kære alle sammen

Vi har de sidste dage brugt dalens liftsystem til at komme i højden forskellige steder og gå længere og kortere ture. Den første dag var det meste skyet vejr, selv om solen skinnede over skyerne, men her de sidste par dage har det været varmt og klart solskinsvejr. Igår onsdag tog vi Serles-banen op i højden og gik ud til et lille kloster i bjergene. Herfra besluttede vi, at vi lige så godt kunne gå tilbage til bilen parkeret i den lille by Mieders. Det blev en lang tur på over 10 km med meget fald på de små stier belagt med en lokale grus og småsten, så det kunne ind imellem godt være svært at stå fast. Da vi endelig var kommet ned blev Rebecca og jeg nødt til at tage liften op igen, så vi kunne prøve at køre ned ad den 2,8 km lange sommerkælkebane, der gik fra toppen af liften og til bunden mens den krydsede frem og tilbage under liften. De to små vogne blev sat sammen i et "sikkert system" med nogle forlængede sikkerhedsseler, men da der kun var én skinne at køre på, så bestemte jeg jo farten under alle omstændigheder, da jeg sad i den forreste vogn. Det var en herlig tur ned, og Rebecca var da frisk på en anden gang at styre farten selv.

Idag torsdag har vi været oppe på Stubai-gletscheren ca. 20 km længere inde i Stubai-dalen i forhold til, hvor vi bor. På køreturen dertil så vi 10-15 små og store vandfald, så det var rigtig flot. Vi tog liften op til 3100 m's højde (sammen med mange andre - der var faktisk liftkø, så det føltes helt rigtigt !!) og stod så ud i den evige sne og havde en fantastisk udsigt over bjergene. Vi var lidt møre efter gårsdagens gåtur, så vi tog også liften ned igen og kørte så istedet hjem og gik i svømmebad. Det var endnu en rigtig god dag her i Stubai-dalen.

På lørdag kører vi videre til Sorrento syd for Napoli i Italien. Det bliver en lang og sikkert varm køretur, men så skal vi også bo der i to uger, så det glæder vi os til.

2 kommentarer:

  1. Janet:
    Sikke en pragtfuld Østrigoplevelse I har haft!
    Next stop Napoli. Forhåbentlig ender I ikke med at skrive som Martin Andersen Nexø i 1895 : ”Se Neapel og dø.”
    Har man læst Savianos bog ”Gomora” om Camorraens brutale finansimperium i Napoliregionen, kan man godt blive bekymret. Heldigvis er turister fredet, så I kan i stedet nyde området – udenfor byen, over byen og i stedet se Neapel og leve, ( Helge Rode, 1909)
    Måske bliver I lige så betaget som H.C. Andersen og August Bournonville.
    Hvis I nu bliver Vesuvfans er det et par romaner I kan kaste jer over:
    Harris : Pompeji. Handler om en ingeniør der kommer til Pompeji for at reparere på en fejl i vandtilførslen til byen, men han opdager at der er noget rivende galt … Og så går det over stok og sten …
    Mindre hæsblæsende, men nok mere velskrevet, er Sontag: Manden der elskede vulkaner. Nu er vi rykket op i til 1700-tallet hvor amorinerne er på spil under Vesuvs indflydelse mellem Lord Nelson, Emma og William Hamilton.

    SvarSlet
  2. Hej Rebecca. Tak for din sms. Det er hyggeligt at se jeres billeder. Første skoledag gik fint - jeg havde også glædet mig. Mor og far synes vist, at det er hårdt at skulle stå tidligt op igen... Pas godt på dig selv og hils familien. Mange knus fra Victoria

    SvarSlet