tirsdag den 25. august 2009





Lørdag den 22. august pakkede vi hytten sammen på campingpladsen i Sorrento og kørte ca. 6 timer mod nord til byen Asciano, hvor vores lejlighed på Agriturismo Paradiso ventede. Det vil sige, da Christina ringede op, som der stod i brevet fra Novasol, at man skulle 1 time før forventet ankomst, så fik jeg fat i en kun italiensktalende herre som blev ved at sige, at alt var "full". Jamen vi har altså bestilt og må godt komme, prøvede jeg at forklare, og fik til sidst lov at tale med en gæst de havde på besøg, som snakkede lidt engelsk. Efter lidt tid forstod hun, at vi altså "havde lov at komme", og vi blev vel modtaget. En dejlig lille lejlighed med udsigt over de toscanske bakker på os, og nu vi bruger meget tid på at sidde og kigge på udsigten - se selv på billedet. Det er iøvrigt meget interessant at se, at de dyrker det meste af området. Samtidig befinder vi os i noget, som de kalder "le crete", som er tung lerjord i bakker med hyppige jordskred rundt omkring. Når de så har pløjet jorden efter høst af som regel korn, så ligger der kæmpe lerklumper på markerne og man kan kun tænke - hvordan i alverden får de noget fornuftigt ud af den jord ??

Vi vågnede søndag og syntes faktisk, at det var lidt koldt, en meget underlig erfaring efter de 30-35 grader, vi havde haft hidtil. Vi gjorde os klar i ro og mag og tog derefter en tur til Siena. Det var en utrolig flot by og vi forsøgte at følge guidebogens tur rundt. Vi sluttede rundturen ved domkirken Duomo, hvor vi for 20 euro købte os tur ind og se domkirken, som har et meget specielt marmorgulv, som der er skåret 56 scenerier fra biblen ud i gulvet som marmormosaikker. De var meget imponerende udført, så det var en flot oplevelse. Vi så både domkirken, krypten, Batisteriet og det tilhørende museum med en tur op på toppen af det ufuldendte skib. Vi spiste nogle gode is og kørte derefter tilbage til Asciano og gik en tur i poolen.

Mandag var slappe-lektiedag med en tur til vores lokale by Asciano om eftermiddagen. Vi så den lille kirke bygget i 1200-tallet - en helt anden og upyntet stil end vi ellers har set.

Tirsdag har vi været i byen Volterra, som ligger lidt nordvest for Siena. Byen er som de andre her i området fra middelalderen og er beliggende på en top med en flot bymur omkring. Formålet var at se etrusker-museet i byen, hvilket også var en god oplevelse. Der er rigtig mange gravfund fra etruskergrave i området og blandt andet en lille figur, som børnene straks døbte "Lange Peter Madsen" efter en dansk børnebog. Det er en etruskisk figur af en lang og tynd ung dreng, så navnet passede egentlig meget godt. Jonathan fik sig en længe diskuteret bue med to pile til og Rebecca en venindekæde til hende og Victoria.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar