fredag den 28. august 2009




Montepulciano - endnu en lille middelalderby på toppen af et mindre bjerg omgivet af vidtstrakte vinmarker. Byen var standard-indrettet med en piazza med domkirke og rådhus samt nogle rigmandspalæ'er. Omkring den centrale bydel fandtes et righoldigt udvalg af små gyder med kraftig hældning, trapper og gode butikker. Vi blev vist lidt for gode kunder, da de handlende begyndte at give os gaver, når vi gik. Den ene gang var det muligvis, fordi den ældre mand havde pakket Jonathans nye "slikskål" ind og forstod, at det var hans souvenir fra Italien. Men den søde lille pige skulle også have noget fra hans butik, så hun fik en lille lyserød porcelænsmaske gratis. Rebecca's souvenir fra Italien er et smykke, som hun fik i Sorrento, så hun er ikke blevet snydt, men det vidste han jo ikke.

Et andet sted fandt Christina en flot taske - ikke billig men flot - og da vi skulle gå fik jeg et tørklæde med i samme farve som tasken - herligt.

På vej hjem fra Montepulciano besluttede vi at køre til Arezzo for at forsøge at få billetter til Saracenerturneringen den 6. september. Turneringen er omtalt i alle guidebøgerne, og da vi har en lille og meget ridder-interesseret dreng, så har vi hele tiden overvejet muligheden for at se denne turnering, når vi nu var her på det rigtige tidspunkt. Tilfældigvis var det dagen, hvor billetsalget blev frigivet, og tilfældigvis fik vi billetter, for om aftenen i TV fremgik det, at alle billetter var solgt. Det var rent held, så nu glæder vi os til den 6. september.

Ellers er vi ved at pakke vores ting sammen her i Asciano. Imorgen lørdag kører vi til et nyt Agriturismo ved Firenze, hvor også far og Janet kommer og bor 1 uge. Det bliver rigtig hyggeligt at se dem, for vi kan da godt mærke, at vi er langt fra venner og familie - og fra andre danskere i det hele taget. De fleste hernede snakker stort set kun italiensk, så det er kun det mest nødvendige, vi kommunikerer omkring. Vi skal opleve Firenze sammen med far og Janet, og vi har også planer om en tur til Vinci-museet sammen. Det skulle være et sjovt lille museum i hans fødeby med blandt andet hans opfindelser. Vejret er stadig rigtig varmt - omkring 35-38 grader når vi op på om eftermiddagen, men heldigvis har vi også i Firenze en pool til fri afbenyttelse, så det går nok.

1 kommentar:

  1. Hej med jer
    Tak for postkortet, det kom i går. Det blev vi meget glade for. Truels og jeg har jo også være i siena området for nogle år siden og synes jo også der er enormt flot. Jeg synes det er ret imponerende så meget i får skrevet på den her blog....! Men så kan i jo også printe den ud når i kommer hjem og bruge den som en slags "dagbog" fra ferie så i kan huske, hvor i har været og hvad i har set på turen.
    Christina har du en hot mail adr. som du kigger på ind imellem ? Min er Birthe@sport.dk, så hvis du har en så kan du jo lige sende et hej til mig. Forsat god tur ! Knus fra Nikolai og Birthe

    SvarSlet