mandag den 7. september 2009

















Så kom den længe ventede dag for ridderturneringen i Arezzo, Giostra del Saracino. Vi kørte til Arezzo omkring frokost, for at være der i god tid og se lidt på byen og optogene inden turneringen. Vi fandt også en parkeringsplads, hvilket ikke altid er let i italienske byer, hvis man skal undgå parkeringsbøder !!

Byen var helt klart pyntet op til fest og rundt om i gaderne gik grupper af folk med tørklæder og flag i farver for deres "helte". De sang og råbte slagord, så det var meget lystigt. I løbet af eftermiddagen begyndte optog rundt omkring og samlede sig efterhånden på den store plads foran kirken. Der var enormt mange folk i dragter - riddere, herolder, bueskyttere, væbnere, par med tøj i ens snit osv. Foran kirken spillede de på trommer og blæseinstrumenter, og til sidst kom præster ud fra kirken for at velsigne deltagerne. Bagefter marcherede de i stort optog til Piazza Grande, hvor turneringen skulle finde sted.

Inden turneringen startede kom ca. 20 mænd løbende ind med store flag i hånden - nogen havde to og andre kun et. Til musik af trommer kastede og svingede de flagene i nok 15 minutter. Der var stor præcision i specielt kastene, så det var imponerende.

Vi havde jo troet, at det til dels var sådan et turistshow, men det måtte vi hurtigt revurdere. Der var meget store og højrøstede grupper på pladsen, som råbte og sang mod hinanden, og da de fire deltagere i turneringen blev præsenteret, gik de helt amok. De mange udklædte deltagere havde lov at stå langs rytternes sti op til den saracener-dukke, hvis skjold de skulle ramme. Vi var lidt overraskede over de mange politifolk, som stod i samme område, men det blev der sandelig behov for, så de udklædte deltagere fra den ene bydel ikke kom i håndgemæng med dem fra de andre bydele. De gik virkelig op i dysten med liv og sjæl - også de tre italienere på rækken bag os skreg og råbte, så vi godt kunne have brugt et høreværn. De skreg jo også for at distrahere, når modstandernes ryttere skulle afsted, men heldigvis blev flere af dem da hæse undervejs.

Vi var lidt overraskede over, at det ikke var de super-flotte riddere, som skulle ramme saracer-dukken. Men de havde måske for meget rustning og udstyr at holde orden på til, at de sådan kunne ramme i midten på skjoldt. Skjoldet var nemlig inddelt i områder, og point blev givet efter hvor man ramte. Hvis så der blev givet et antal point, som støtterne ikke var enige i, så blev det sandelig også meddelt alle med deres hujen og buh'en.

Det var alt i alt en stor og sjov oplevelse. Dysten blev vundet af kvarteret Porta San Andrea i grønne og hvide dragter. Under stor jubel fik de overrakt Den Gyldne Lanse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar