søndag den 20. september 2009
















Vi kører fra Firenze allerede 9.15 mod Assisi, så vi er i god tid til at hente nøglen. Desværre sker der et uheld på motorvejen, så vi og alle de andre biler bliver efter mere end 1 times venten sendt væk fra motorvejen og ud på landevejen. Det har vores gode Garmina-dame svært ved at klare - drej rundt - kør tilbage - kør ind på motorvejen - men det lykkes til sidst at finde Assisi med en del af ruten på landevejen. Da vi kommer frem finder vi nøgle-damen og hun viser os lejligheden beliggende indenfor bymuren i den gamle del af Assisi. Hun får overbevist os om, at vi sagtens kan køre ind i byen og læsse af, så det gør Søren i den lejede Opel Zafira, som altså ikke er nogen lille bil men en MPV. Først kommer han op af den gale gyde og må bakke halvvejs ned og får vendt bilen i et hak. Da nedturen derefter begyndes, så kommer en italiener og forventer, at Søren skal bakke tilbage, så han kan komme forbi! Søren kommer tilbage og op af den rette vej, men da han skal ud igen er der kun én vej – at bakke tilbage af den smalle og stejle gyde.

Assisi er jo indbegrebet af Frans af Assisi - deres helgen tilbage fra 1200-tallet, som stiftede sin munkeorden her i byen. Han fik efter sin død bygget en større kirke, som ligger som vartegn i byens vestlige del. I den østlige del ligger en anden rigtig stor kirke for Santa Clara - en rig borgerdatter han fik omvendt til sin tro og som også er næsten lige så hellig som San Francesco. Men jeg er ikke sikker på, at den gode Frans af Assisi, som var overbevist om at munke kun skulle eje den kutte de gik og stod i og som ikke måtte modtage penge for f.eks. arbejde men kun mad - at han havde kunnet genkende gaden gennem Assisi. Hver eneste lille butik har væggene fyldt med trækors til at hænge på væggen, trækors at have i snor om halsen, trækors i armbånd, skulpturer af Frans i alle størrelser, Frans dekoreret på alle mulige slags klæder, keramik m.v., og munkene har både mobiltelefoner og digitalkameraer. Det er i hvert fald langt fra hans filosofi. Det vælter hver dag ind med nok 30-40 turistbusser med besøgende, som er her mellem ½ og 1 dag, og som går ud og køber deres hellige souvenirs med hjem. Men Assisi er en hyggelig by og vi bor med udsigt over byen og dalen, så vi kan godt klare lidt kontakt til de højere magter her i en periode, selv om vi ikke har adgang til TV og internet i lejligheden.

Assisi ligger på bjersiden af Monte Subasio, og vi har været deroppe for at gå lidt rundt og kigge ud over det hele. Det sjove var at vi så vildsvin, da vi gik rundt deroppe. De skyndte sig dog afsted, da de så os, men det var meget sjovt at se. Det viste sig iøvrigt at være trøffel-område, så måske har vi afbrudt vildsvinene i et godt måltid. Vi har da også fået købt lidt specialiteter med trøffel her i byen, som smager ganske godt sammen med f.eks. pasta og fisk.
Vi har desuden været på ture til både Umbriens hovedstad Perugia og den lille by Spoleto, og begge byer havde nogle fine romerske ruiner og lidt etruskisk også.

Vi ankom igår til Tollo, der ligger ved Adriaterhavskysten cirka på højde med Rom. Søren fik fredag hentet vores egen bil i Firenze, og det er nu rart at køre i den igen - uden mislyde eller andre problemer fra gearkassen. Tollo er en lille by men vores nye hjem er temmelig stort. Så stort at børnene har fået hver deres værelse + et legeværelse. Vi har også en indhegnet gård at spille fodbold i, så det er et populært sted. Sommertøjet som jeg pakkede væk i Assisi har vi også måtte finde frem igen, og vi var en tur ved vandet, og Rebecca mener bestemt, at det giver mulighed for at få en dukkert i løbet af ugen. Vi skal dog primært se naturparkerne her i området, og Søren håber meget på at se spor af ulv. Internet har vi ikke i vores hus i Tollo, så vi må nøjes med denne internetcafé i denne omgang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar